Islandshesteklubben Faxi
Vedtægter
VEDTÆGTER
Islandshesteklubben Faxi
Vedtægter for Islandshesteklubben Faxi
1. Navn: Klubbens navn er Islandshesteklubben Faxi, stiftet i 1976. Klubbens geografiske område er Holbæk og omegn. Klubben er hjemmehørende i Holbæk kommune.
2. Formål: Foreningens formål: Foreningens formål er, med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i foreningen, at lave aktiviteter for brugere af den renavlede islandske hest, og at udbrede kendskabet hertil samt virke for dennes korrekte anvendelse. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.
3. Tilhørsforhold: Islandshesteklubben Faxi er medlem af Dansk Islandshesteforening (DI), der er associeret medlem af Dansk Ride Forbund under Danmarks Idrætsforbund, og er derfor underlagt disses love og bestemmelser.
4. Medlemskab:
4.1. Medlemskab kan opnås af alle interesserede.
4.2. Medlemskab og stemmeret opnås når kontingentet er betalt over Sporti og kvittering fra Sporti herfor er modtaget.
4.3. Hvert medlem har 1 stemme.
4.4. Der findes 3 typer medlemskaber: • Junior medlemskab fra 0 – 21 år. • Senior medlemskab fra 22 år og opefter, samt æresmedlemsskab.
4.5. Indmeldelse foregår online via Sporti, https://www.sporti.dk/club.php?id=35&v=cj
4.6. Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben. I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen fremlægges på førstkommende generalforsamling, samt at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Den pågældende har ret til selv at fremlægge sin sag på generalforsamlingen eller lade sig repræsentere af tredjepart.
5 Udnævnelse af æresmedlemmer:
5.1 Bestyrelsen kan til enhver tid udnævne æresmedlemmer i Faxi. Det sker ud fra følgende procedure:
5.2 Ethvert aktivt medlem i Faxi kan foreslå kandidater til æresmedlemsskab til bestyrelsen, vedlagt en motiveret indstilling.
5.3 Den siddende bestyrelse vurderer om kandidaten opfylder visse krav for at opnå titel af æresmedlem i Faxi. Følgende kriterier bør tages i betragtning:
5.3.1 Kandidaten skal have ydet en exceptionel ekstraordinær indsats i relation til Faxiklubbens formål gennem kortere eller længere tid.
5.3.2 Kandidaten skal have været/være en ildsjæl og igangsætter på alle niveauer. 5.3.3 Kandidaten kan ikke have en post i den siddende bestyrelse.
5.4 En titel af æresmedlem i Faxi bæres for resten af livet og kan kun ophæves som direkte følge af eksklusion jf. stk. 4.6.
5.4.1 Æresmedlemsskab medfører betalingsfrihed fra kontingent til Faxi.
6. Regnskab- / Kontingent år:
6.1. Klubbens regnskabsår er 1. januar – 31. december.
6.2. Klubbens kontingent år er 1. januar – 31. december.
7. Kontingent:
7.1. Kontingent betales helårligt og fastsættes af generalforsamlingen for det efterfølgende år.
7.2. Kontingentet skal efter opkrævning være indbetalt senest 1. januar.
7.3. Ved manglende indbetaling i henhold til stk.7.1 og 7.2, betragtes medlemmet som udmeldt, og kan følgelig ikke deltage i klubbens aktiviteter, herunder generalforsamlingen.
8. Hæftelse: Klubbens medlemmer og dens bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtelser.
9. Generalforsamlingen:
9.1. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Der afholdes generalforsamling hvert år inden udgangen af januar måned.
9.2. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 21 dages varsel ved skriftlig meddelelse (e- mail) til alle medlemmer.
9.3. Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 16 dage før den varslede generalforsamling, så medlemmerne ved skriftlig meddelelse (e-mail) senest 14 dage før generalforsamlingen, er gjort bekendt med at disse forslag kommer til behandling på generalforsamlingen.
9.4. Kun fremmødte medlemmer kan stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
9.5. På generalforsamlingen afgøres alle sager, bortset fra vedtægtsændringer ved almindeligt stemmeflertal. Vedrørende vedtægtsændringer se punkt 11. Afstemninger og valg foretages skriftligt såfremt mindst 5 medlemmer forlanger det.
9.6. Uanset antallet af fremmødte er generalforsamlingen beslutningsdygtig.
9.7. Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, såfremt 4 bestyrelsesmedlemmer eller 25 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom, med angivelse af dagsorden til bestyrelsen. Den ekstraordinære generalforsamling skal finde sted senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
9.8. Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Protokollen underskrives af dirigent og referent og skal efterfølgende ligge tilgængelig på klubbens hjemmeside.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Indskrivning (Registrering samt kontrol af stemmeret for de fremmødte medlemmer) 2. Valg af dirigent og referent.
3. Bestyrelsens beretning til godkendelse.
4. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.
5. Bestyrelsen fremlægger budget, og herunder forslag til fastsættelse af kontingent for det efterfølgende år til godkendelse.
6. Indkomne forslag.
7. Bestyrelsen fremlægger forslag til kommende års aktiviteter til drøftelse.
8. Valg til bestyrelsen samt suppleanter. Suppleanter vælges for 1 år. (Herunder nedsættelse/konstituering af udvalg efter bestyrelsens ønsker)
9. Valg af 2 revisorer samt 1 suppleant. Alle vælges for 1 år ad gangen.
10. Eventuelt. (Under dette punkt kan der ikke fremsættes forslag til afstemning.)
10. Regnskab og revision:
Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer umiddelbart efter regnskabsårets afslutning den 31. december og senest 14. dage før generalforsamlingen. Det godkendte og reviderede regnskab offentliggøres til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen.
11. Vedtægtsændringer:
Til ændringer af vedtægterne kræves en majoritet på 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede til generalforsamlingen. Enhver ændring af vedtægterne skal indberettes til DI til godkendelse.
12. Bestyrelse:
12.1. Bestyrelsen består af 5 medlemmer: • 1 Formand • 1 Kasserer • 3 bestyrelsesmedlemmer.
Herudover vælger generalforsamlingen 3 suppleanter samt 2 revisorer og en revisorsuppleant.
12.2. Formand og 1 bestyrelsesmedlem, vælges for 2 år ad gangen. Disse er på valg i lige år.
Kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer, vælges for 2 år ad gangen. Disse er på valg i ulige år. De 3 suppleanter vælges for 1 år ad gangen
De 2 revisorer og revisorsuppleanten vælges for 1 år ad gangen. Revisorer og revisorsuppleanten må ikke være medlem af bestyrelsen.
Kun myndige personer (over 18 år) kan vælges til poster i bestyrelsen og som revisorer.
12.3. Genvalg kan finde sted.
12.4. Formand og kasserer vælges direkte til deres poster af generalforsamlingen.
12.5. Bestyrelsen sammensætter/konstituerer selv diverse udvalg.
12.6. Klubben tegnes udadtil af formand og kasserer.
12.7. Bestyrelsen kan inddrage øvrige medlemmer i klubarbejdet.
12.8. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
13. Prokura:
13.1. Klubben tegnes af formanden og kassereren.
13.2. Ved formandens forfald tegnes klubben af kassereren, sammen med 1 medlem af bestyrelsen.
13.3. Ved kassererens forfald tegnes klubben af formanden, sammen med 1 medlem af bestyrelsen
13.4. I tilfælde af køb, salg, lånoptagelse eller pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af den samlede bestyrelse.
13.5. Uden generalforsamlingens samtykke kan bestyrelsen ikke købe eller sælge fast ejendom eller pantsætte klubbens ejendele
13.6 Uden Generalforsamlingens samtykke kan der ikke ydes tilskud til formål udenfor foreningen og foreningens formålsparagraf for et beløb større end 5.000 dkr. Dette skal skriftligt oplyses til klubbens medlemmer umiddelbart efter beslutning
13.7. Formanden og kassereren har prokura til at disponere over klubbens bankkonto og udbetale penge i henhold til ovenstående stk. 13.4, 13.5 og 13.6.
14. Opløsning
Klubben kan kun opløses efter beslutning på 2 generalforsamlinger, afholdt med mindst 21 dages mellemrum. Ved opløsning af foreningen skal en eventuel formue tilfalde almennyttige formål, eller formål i overensstemmelse med Faxiklubbens formålsparagraf. Det besluttes ved almindeligt flertal blandt de på den sidste generalforsamling fremmødte.
Ovenstående vedtægter er vedtaget og godkendt på generalforsamlingen,
lørdag den 02. oktober 2021. Vedtægterne træder i kraft umiddelbart efter DI's godkendelse i henhold til stk. 11.
Vedtægter som PDF
Hent den nyeste version af vores vedtægter her